Svigt
Du glider langsomt gennem tagrør og siv
du stager dig roligt frem
Et ensomt og uoverskueligt liv
nær ved breden af et hjem
Du kræver kun lidt eller meget minde
af hvad der ligger imellem
Daggryets ukuelige håb om at lindre
og tusmørkets rekviem
Du mærker kun pladsen bag himlens blå
du taler kun med døde
Selv natten engang så fristende rå
ligger uberørt og ød
Uden udsynets spejl på den indsigt
der er forundt den slagne mand
Stirrer dit eroderede askegrå ansigt
ubrudt ind mod land
Du må set det
se det leve i to øjnes blå
Så langt må du nå
først krybe så gå
Du må set det
se det leve i to øjnes blå
Så langt må du nå
først krybe så gå
Men du ænser kun svagt den lyse stemmer
der råber fra bådens bund
Hvem ser du efter Hvornår er vi fremme
kigger ned og støder på grund
Du må set det
se det leve i to øjnes blå
Så langt må du nå
først krybe så gå
Du må set det
se det leve i to øjnes blå
Så langt må du nå
først krybe så gå
Først krybe så gå
Du må set det
se det leve i to øjnes blå
Så langt må du nå
først krybe så gå