Hymn IV: Of Wolf and Man
Da Trolddomen bleff hæved - & need
Paa Jorden han svæved: Da som nu
Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande
Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten
Dend vaer Smerte
Medens han gik omkring
Blandt Mennisker, vaer han skuffed først:
I Liivets ydre vaer der intet Skifte
Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv
De træller under ham
Med at troskyldig Sind
Fryckter ham
Een Krafft aff sand Natur
Som Sanser uden Selfbedrag
Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag
Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderøst hafver nogensinde
Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede
Dæmon, Phantom & Varulv
Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han -
I hans Hiærte: Een Affgrund tung
Som det sorte Hav
Der eldsker sine Dyb
Der -
Sammenkrøget
I Vintrens Bund
Fælder han al deris Glæde
Liiv, Mod & Haab
Maanen, stiigende paanye
Hilser ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Midnattssalme
Som Fryckt i Natten væver
Skald de ffromme atter falme
////////////////////////////////////////////////////////////////////////////
The spell did breake and gave release
To hours amongst Mankynde
But then, as now, the strayn
Of living, breathing, yea ev'rie move
A burden approaching payn
Dishearten'd he was
As he wander'd with men
On the surface of life - no change
No change as the Beast within
They fear him, these fooles
A power pure, nature unveil'd
Perception sans delusion
Amongst them he walks unseen
Like a tint if Twilight
The breath of Night
No voice of God did tell
Man what He did hide
Werewolf & Phantom, Daemon & Beast -
Mere names given to what they fear'd
But he -
In his heart: An abyss unfathomable
As teh blacken'd sea
Which loves its deeps
There -
An animal shadow crawling
O'er the wintry soil
All Hope, Joie & Life he slayes
The Moone, rising anew
Bids him welcome from a waning sky
... And by the sounding
Of his midnight psalme
Feare shall be harvest agayn
From the Pious hearts of men